definition af apsis

Udtrykket apsis hører til arkitektfeltet. Af ham kender vi hoveddelen af ​​en kirke, hvor alteret normalt er placeret, det vil sige den vigtigste del af kirken. Ordet apsis kommer fra græsk apsis hvilket betyder bue eller hvælving, og navnet blev valgt til denne sektion i kirken, fordi normalt religiøse konstruktioner af denne type tidligere havde et bueformet hovedgavl, skønt et sådant design over tid kunne variere.

De første religiøse konstruktioner for kristendommen er inspireret af klassiske konstruktioner som de græske og romerske, hvori det indre af templet overså en lang korridor i slutningen af ​​en statue af den regerende gud i huset. De kristne kirker og basilikaer fra det sene romerske imperium og den første fase af middelalderen fulgte denne placering, som kunne variere med hensyn til størrelse, men altid indeholdt et hovedafsnit, hvor alteret var placeret, i slutningen af ​​gangen. Dette afsnit kaldes derefter apsis. Den mest almindelige form for apses af kristne kirker var halvcirkel, et typisk design af den romanske stil. Men med tiden og udviklingen af ​​andre kunstneriske arkitekturstilarter kan dette format ændre sig mod firkantede, rektangulære, polygonale former osv.

En anden typisk eller traditionel egenskab ved apsis er, at den har en tendens til at opretholde en kuplet form, hvilket genererer en følelse af større forbindelse til Gud og Jesus. Den typiske halvcirkelformede apsis kan ses både indefra og udefra, da den skiller sig ud som en del af konstruktionen efter kirkens skib (midterste del eller midtergang). Dens konvekse side kan ses udefra. Til apsis kan undertiden tilføjes apser, som er små hvælvede og halvcirkelformede rum, der kan placeres i kontakt med den større apsis. Disse apses kan opfylde æstetiske funktioner såvel som praktiske og have et specifikt formål.


$config[zx-auto] not found$config[zx-overlay] not found