definition af kuppel

En kuppel er en af ​​de vigtigste dele af arkitekturen som videnskab og kunst. Kuppelen er det, der bruges til at lukke et åbent rum, og de har normalt slående former både udvendigt og indvendigt. Kuppelen kan lukkes i form af en kegle, en løg, en cirkulær eller trekantet form i henhold til den nævnte kunstneriske stil. Opførelsen og placeringen af ​​en kuppel er et af de vigtigste øjeblikke i bygningen, da det kræver meget omhu og detaljer for at kunne forblive høj og ikke bukke under.

Kuppelen er altid en halvcirkel uanset hvordan dens øverste ender (det være sig spidse, afrundede osv.). De første kupler eller primitive former for det, vi kender i dag som kupler, var altid lavet af en halvcirkel eller en halvcirkelbue. I denne forstand er det altid vigtigt i en kuppel den måde, hvorpå strukturen skal forblive opret uden at falde, da den ikke er fyldt med materiale, men er tom, da den er en halvcirkel.

Kuplerne har altid været elementer i stor arkitektonisk forskønning ikke kun indeni men også udenfor. Dette skyldes, at kuplerne normalt er dekoreret på unikke måder indvendigt og udvendigt, at de altid har elementer, der får dem til at skille sig ud fra resten af ​​konstruktionerne. Kuplerne tillader derudover som regel passage af lys gennem huller eller vinduer, hvorfor oplevelsen af ​​kuplerne altid er særlig. Samtidig tillader de at generere unikke rum, da rummet i højden åbnes mere, som ellers ville være dækket af materiale og beton.