definition af Chartism

Det Chartisme eller Chartisme, i sit oprindelige navn på engelsk, var en bevægelsesdel af den sociale reform der blev udviklet i UK i første halvdel af XIX århundrede; varede ca. lidt over et årti fra året 1838 indtil 1852.

Ved siden af Luddisme (nutidig arbejderbevægelse til chartisme, hvis fokus for angreb var maskinerne, som arbejderne arbejdede med), betragtes som chartisme som en bevægelse, der er typisk for den første fase af arbejderbevægelsen, skønt den i modsætning til luddisme er dens essens det var yderst politisk.

Navnet det ville tage, Chartism eller Chartism, kom fra Carta del Pueblo eller Folkets charter, at det var et dokument, der i 1838 blev sendt til Det britiske parlament og som omfattede seks grundlæggende og umistelige andragender, som den førnævnte bevægelse hævdede: almindelig stemmeret for mænd over 21 år, der var i deres rette sind og ikke havde en kriminel rekord, hemmelig afstemning, årsløn for de deputerede, der gjorde det muligt at arbejderne udøver politik, årligt parlamentsmøde for at undgå bestikkelse, arbejdernes deltagelse i parlamentet, afskaffelse af ejendomskravet til at deltage i parlamentet og oprettelse af lige valgkredse, der garanterer en ligelig repræsentation for det samme antal vælgere.

Ovennævnte andragende blev fremlagt i ovennævnte og ved flere andre lejligheder for Parlamentet, idet det blev afvist samme gang det blev fremlagt. Selvom de ikke nåede deres oprindelige mål, opnåede chartisterne flere delvise succeser, der blev betragtet som resultater lige så vigtige som andragender, blandt dem skiller følgende sig ud: reduktion af arbejdsdagen til 12 timer om dagen, så faldt denne værdi til 10, og de var især gode, når det gjaldt at øge bevidstheden blandt arbejdere i politisk henseende.

Derefter var Chartism hverken en succes eller en fiasko, vi kunne sige, at det var en vigtig oplevelse for arbejderklassen, der fra dette øjeblik ville begynde at kræve bedre forhold, bevidst om den fremtrædende rolle, de besatte i samfundet.

I mellemtiden havde bevægelsen tre vigtige ledere, Lovett, O'Brien og Feargus O'Connor.