definition af konsonant
En konsonant er lyden af det mundtlige sprog, der frembringes ved lukning eller indsnævring af vokalkanalen, når de organer, der er knyttet til artikulationen, bringes tættere på eller i kontakt, hvilket forårsager hørbar turbulens. Med andre ord er en konsonant alfabetets skrifttype.
Ordet konsonant på latin betyder "at lyde sammen med", og har at gøre med ideen om, at konsonanter ikke har en lyd i sig selv, men altid skal ledsages af et eller flere vokaler - den anden slags bogstaver - for at have betydning . Dette sker mere præcist på det spanske sprog, da der på andre sprog er ord, der mangler vokaler.
Konsonanterne for det spanske sprog er: B, C, D, F, G, H, J, K, L, M, N, Ñ, P, Q, R, S, T, V, W, X, Y og Z.
Hver konsonant er kendetegnet ved særpræg, der definerer den som sådan, og som er typiske for ethvert sprog i verden. De er: artikulationstilstanden (kriteriet er i henhold til, hvordan luftstrømmen er blokeret), artikulationspunktet (i henhold til det sted i munden, hvor luftobstruktionen opstår), fonationstilstanden (hvordan stemmebåndene vibrerer ), VOT (eller "stemmebegyndelsestid", det vil sige tidspunktet for forsinkelse af fonationen), mekanismen for luftstrøm, længden og ledstyrken.
I udtalen af konsonanter er der forskellige typer artikulation, der kan være: labial (bilabial, lip-velar, lip-alveolar eller labiodental), coronal (lingualabial, interdental, dental, alveolar, apical, laminar, postalveolar, alveolo-palatal, retroflex), den dorsale (palatal, lip-palatal, velar, uvular, uvular-epiglottal), den radikale (pharyngal, epiglotto-pharyngal, epiglottal) og glottal.
Kombinationen af konsonanter med vokaler på spansk resulterer i hvert ord fra det enkleste til det mest komplekse og dermed konstruktionen af sætninger.
