definition af estrada-doktrin
I den mexicanske politiks historie udgør den såkaldte Estrada-doktrin en milepæl og er igen et benchmark for international lov.
Den historiske kontekst
I 1913 var Mexico midt i den revolutionære proces, og magtovertagelsen afhængede i vid udstrækning af den mulige politiske støtte fra De Forenede Stater, et land, der ikke kun er den naturlige nabo, men også præsenterede sig på det tidspunkt som det mest magtfulde land på planeten.
I den revolutionære sammenhæng blev præsidenten og vicepræsidenten for nationen arresteret og begik til sidst selvmord på grund af pres fra De Forenede Stater. Set over for denne omstændighed var det nødvendigt at vedtage en foranstaltning for at beskytte national suverænitet, da der var frygt for indblanding fra den nordlige nabo i intern politik.
I 1917 havde Mexico en ny forfatning og er midt i den postrevolutionære fase, men der var stadig en periode med politisk brus. I denne situation var det bydende nødvendigt, at nationen opnå klar international anerkendelse og problemfri politisk uafhængighed.
Estrada-doktrinen er baseret på princippet om ikke-intervention og respekt for folkenes nationale suverænitet
I 1930 præsenterede Gerardo Estrada, sekretær for udenrigsrelationer, den lærdomserklæring, der bærer hans navn. Dets grundlæggende bidrag er følgende: ingen regering kræver anerkendelse af andre nationer for at overtage sin egen suverænitet. Denne tilgang antager en eksplicit afvisning af enhver form for udenlandsk indblanding i anliggenderne for en nations regering.
De fleste historikere er enige om, at denne doktrin er baseret på afvisning af De Forenede Staters internationale politik, som allerede havde fremmet ikke-anerkendelse af nogle udenlandske regeringer, især dem, der var opstået som følge af revolutionære processer eller militærkupp.
Estrada-doktrinen opstod som svar på to synspunkter om udenrigspolitik: Tobar-doktrinen og Monroe-doktrinen
Ifølge den første skal nationer på det amerikanske kontinent nægte at anerkende enhver regering, der er kommet ud af en revolutionerende proces, og derfor forsvarer Tobar-doktrinen en position med indirekte interventionisme. Monroe-doktrinen fremmer ikke-indblanding af europæiske nationer på det amerikanske kontinent og styrker på den anden side en privilegeret position for De Forenede Stater over resten af de amerikanske nationer.
Estrada-doktrinen modsætter sig begge dele, og med den fremmes en respektfuld holdning med hensyn til Mexicos indre anliggender og enhver anden nation.
Billeder: Fotolia - Harvepino / Joy
