definition af tabel over valenser
Elektronerne i et atom er fordelt i et område eller område omkring kernen. Denne region har energiniveauer, der danner baner, som er repræsenteret med bogstaver eller tal. Antallet af elektroner, der er til stede i den mest ekstreme bane, kendes således af en valørelektroner.
Den mest ekstreme bane kaldes valensbanen.
Det maksimale antal elektroner, der kan rumme i den mest ekstreme bane, er otte. På grund af dette er elementer med en ekstrem og fuldstændig bane angivet at have en oktetkonfiguration.
Disse typer af elementer kombineres ikke let med andre og har derfor meget ringe reaktivitet.
Med andre ord er deres evne til at kombinere praktisk talt ingen.
Elementer, hvis valensbane er ufuldstændig, har en tendens til at fuldføre deres oktetkonfiguration og ender med at kombinere med atomer af samme eller anden type. Således kaldes et atoms evne til at kombinere med et andet atom valens.
Antallet af valenser angiver de muligheder, som et atom har, når man kombinerer med et andet for at opnå en forbindelse. Denne foranstaltning er relateret til mængden af kemiske bindinger, der er etableret af atomerne i et element i denne kategori.
Der er flere typer eller modaliteter af valenser.
De faste har kun en måde at kombinere, og alle deres tilstande er positive (nogle af elementerne med denne egenskab er lithium, natrium, kalium, sølv, magnesium og zink).
Variablerne har to eller flere måder at kombinere på (kobber, kviksølv, tin, bly og platin har denne specificitet).
Der er også faste valenser af ikke-metaller (for eksempel i hydrogen, fluor eller ilt) og variable valenser af metaller.
Under alle omstændigheder er alle disse egenskaber organiseret i tabeller, hvor de forskellige kemiske grundstoffer er grupperet.
Et illustrativt eksempel relateret til kemiske grundstoffers evne til at kombinere
Elementer kombineres med andre elementer på forskellige måder: at miste, opnå eller dele deres elektroner. For eksempel er elektronkonfigurationen af natrium (Na) 2, 8, 1, og den for chlor (Cl) er 2, 8, 7, og det er derfor lettere for natrium at miste en elektron end at få syv elektroner til at fuldføre dens oktet (tværtimod accepterer klor let en elektron for at fuldføre sin oktet i stedet for at miste syv elektroner).
Med andre ord har både natrium og klor en valens på 1, da deres kombinationskapacitet er 1.
