definition af seriøse ord
Alle de ord, som vi bruger på vores sprog til at udtrykke os, har en stavelse, som den falder på accentuering, mens det formelt kaldes det som stresset stavelse.
Selvom det ikke sker med alle ord, er accenten eller stavningsaccenten den, der placeres i dem for effektivt at indikere den accentuering, de bærer.
For eksempel, når vi ser tilde, ved vi, at vi skal give ordet en intonation udtalt i stavelsen, der har det.
Der er flere accentueringsmuligheder, som vi kan finde på vores sprog, men det er vigtigt, at vi understreger, at det mest almindelige er, at ordene er understreget på den sidste eller næstsidste stavelse, sådan er det tilfældet med henholdsvis høje og lave ord.
Vi må præcisere, at vores sprog for det meste består af ord med accent i den næstsidste stavelse, der er understreget, dvs. af alvorlige ord.
Det alvorlige ord vil derfor være det, der bærer accenten på den næstsidste stavelse, idet det er det mest almindelige, at de ender med konsonanterne n eller s eller med et af de fem vokaler (a, e, i, o, u). I mellemtiden vil accenten kun placeres i tilfælde af, at det alvorlige ord kulminerer i en anden konsonant end de førnævnte s eller n, efterfulgt af vokaler, eller ikke i to konsonanter. Træ, album, blad, er nogle eksempler på alvorlige ord.
Men som vi allerede har angivet ovenfor, er accentueringsmulighederne mere end én, det vil sige, ikke kun de alvorlige ord, der er også skarpe ord, ord esdrújulas og sobreesdrújulas.
Skarpe ord er dem, der følger i mængde tilstedeværelse til seriøse ord på vores sprog. I dette tilfælde sker accentueringen på den sidste stavelse.
På den anden side har ordene esdrújulas, en anden af accentueringsmulighederne, accenten på den næstsidste stavelse. Denne type accentuering er ikke så almindelig, og derfor er der ikke så mange ord af denne type i forhold til bas og diskant. Et karakteristisk træk er, at de aldrig går uden accent.
