definition af behaviorisme
Det er kendt som nuværende behaviorisme, at inden for psykologi først blev udviklet af psykologen John B. Watson mod slutningen af det 19. århundrede, og som består i brugen af strengt eksperimentelle procedurer til at studere observerbar menneskelig adfærd, det vil sige almindelig og enkel. adfærd, som en person viser og vil gøre ved at forstå miljøet i dette som et sæt stimuli-responser.
Oprindelsen til denne strøm, som ikke betragtes som en skole, men snarere en form for klinisk orientering, kan findes i den såkaldte associeringsisme, der er foreslået af de engelske filosoffer, i funktionalismen og i Darwins evolutionsteori, siden de nævnte holdt en opfattelsen af individet som en organisme, der tilpasser sig det miljø, der berører det.
Da behaviorisme kom frem, forsøgte jeg hurtigt at minimere og fortrænge den type introspektiv undersøgelse af mentale processer, følelser og følelser, der var fremherskende indtil det øjeblik, og erstattede den med objektiv undersøgelse af menneskelig adfærd og deres forhold til deres miljø ved hjælp af eksperimentelle metoder. En bemærkelsesværdig konsekvens vækkede behaviorisme i kølvandet. da det primært fremmede forholdet mellem dyre- og menneskelig forskning og psykologiens tilgang til naturvidenskab som fysik, kemi og biologi.
Så det kan siges, at behaviorisme bidrog med tre grundlæggende til nutidens psykologi på den ene side opdagede, at individet bestemt var påvirket af stimulusforholdene, populariserede brugen af den eksperimentelle metode til undersøgelse af individuelle sager og pålideligt demonstreret, at behaviorisme er en nyttig strøm at bruge, når man løser nogle praktiske problemer, der opstår inden for psykologi.
Ligeledes vil behaviorisme introducere begrebet grundlæggende repertoirer for adfærd, som hovedkonstruktionen til at forklare menneskelig adfærd. For dette modul, den læringsproces, der finder sted gennem den enkelte historie, er kumulativ og hierarkiskDette betyder, at den indlærte adfærd har tendens til at akkumulere sig over tid og er organiseret på en sådan måde, at nogle vil have større fortrinsret end andre.
Blandt de personligheder, der var nøglen til dens undersøgelse og udvikling, finder vi ud over den førnævnte Watson Ivan Petrovich Pavlov, Burrhus Frederic Skinner og Albert Bandura.
