definition af jurisdiktion
Begrebet jurisdiktion kommer til os fra middelalderen, på hvilket tidspunkt det vestlige samfund var organiseret i klart definerede og strukturerede sociale klasser omkring de aktiviteter, de udførte. Jurisdiktionen var således et sæt love eller juridiske koder, der tilhørte hver enkelt ejendom, og som styrede aktiviteten samt adskillige aspekter af det daglige liv. Charteret blev også forstået som et privilegium, som kongen eller den feodale herre gav sine undersåtter, så de kunne organisere sig socialt og økonomisk. I dag anvendes udtrykket især i de retlige og politiske områder.
Jurisdiktionen antager altid en forestilling om regionalitet, ikke nødvendigvis geografisk, men måske institutionel eller administrativ. Charteret er som sagt det sæt love, der hører til en region, og som identificerer den og således adskiller den fra andre. Dette gælder også for institutioner, for eksempel den militære jurisdiktion, den religiøse jurisdiktion osv. Alle disse ideer indebærer, at jurisdiktionen er specifik for hvert studiefag, og at dens gyldighed så er konkret inden for grænserne for denne region eller den institution.
Derudover anvendes i øjeblikket udtrykket jurisdiktion også i vid udstrækning på det politiske område, når det henviser til de rettigheder eller privilegier, som nogle offentlige embedsmænd har, og som beskytter dem, mens de varer i embedsperioden, mod mulige politiske retssager, beskyldninger eller retslige foranstaltninger. Juridisk institution på det politiske område har til formål at give politikere fuldstændig frihed og sikkerhed, så de kan udføre deres arbejde uden at blive presset af private interesser. Imidlertid bliver dette tal ofte et problem, hvis den pågældende embedsmand handler ulovligt eller ulovligt og ikke kan prøves for hans handlinger, før han forlader sin stilling.
