definition af oxidator

En oxidator er et stof, der opnår forbrænding, eller hvis det ikke bidrager til dets acceleration.

Oxidatoren oxiderer det pågældende brændstof for endelig at blive fuldstændigt reduceret af sidstnævnte.

Oxidatoren par excellence viser sig at være iltatmosfærisk som vi normalt finder det i luften, vi trækker vejret i en volumenprocentkoncentration på ca. 21%. Alle oxideringsmidler har ilt i deres sammensætninger, enten i form af molekylært ilt, som vi netop nævnte, eller som ozon, forskellige syrer og oxacider, der er ansvarlige for at opgive ilt, mens der forekommer forbrænding.

I mellemtiden kaldes forbrænding reaktion, der opstår mellem ilt og et brændbart materiale, som ved frigivelse af energi normalt forårsager glød eller flamme.

For at opnå forbrænding er det nødvendigt med en minimal andel ilt, som kan variere mellem 15% og 5%.

Tværtimod, når ilt ikke er tilgængeligt, eller det er nødvendigt at opnå en meget stærk forbrænding, anbefales det at bruge gasformigt eller flydende ilt eller oxidationsmidler af sammensat type, såsom raketter, der bruges af rumfærger.

I den forbrænding, der forekommer i krudt, inde i en patron, tilføres ilt af salten af ​​en oxacid (kaliumnitrat eller kaliumchlorat), som ved kontakt vil udløse en meget stærk exoterm reaktion med betydelig varmeudgivelse.